Europæiske Pilgrim 2000

At reise er at leve…

…..Siger vores nationaldigter jo. I år 2000 tog jeg på interrail. Det var noget af en hæsblæsende tur for jeg havde ikke mere end godt 2 uger til det. Vi havde ellers planlagt en måned som det sig hør og bør, men så begyndte alt at gå galt. Det fik os nu ikke til at aflyse, men i stedet til at blive stædige. Det år ville vi af sted! Hvad jeg/vi oplevede og så blev der nogle digte ud af og det er dem der kommer her. Som I vil se dækker de ikke hvad jeg/vi oplevede på turen, både fordi det ikke er alt der lige har et digt i sig og fordi der ikke altid var tid til den eftertanke et digt kræver. Nogle gange havde digtene ligesom hobet sig op og så måtte jeg vente til jeg/vi sad i eller ventede på toget. Nogle gange varede det lidt for længe inden vi skulle med næste tog og så forsvandt digtene lige så stille igen. Derfor har jeg bagefter prøvet at beskrive lidt af det jeg/vi så og oplevede. Det står med sort og ”digtene” med rødt. Når de står i flere spalter skal der læses fra top til bund og ikke fra venstre til højre.

Den første uge var jeg alene og i den anden skulle jeg mødes med min gode ven Frank ved Verdensudstillingen i Hannover, den ville vi ikke gå glip af.

Jeg tog med nattoget sydpå, skiftede tidligt om morgenen i München og efter en halv dags togtur over alperne stod jeg først på eftermiddagen endelig lidt fortumlet i Italien. Og det i en af de mest romantiske byer i verden.

Verona (mandag)

Det er Romeo og Juliets by. Når man nu tusser helt alene rundt i Verona hvad gør man så? Man skriver ikke bare postkort, nej man digter da sine postkort, det er da vel Italien man er i J. Italien er et meget smukt land og det skriger ligefrem efter at blive beskrevet. Det første digt er godt nok lidt rusten, men man skal jo begynde et sted. For mig var det i et lille billedgalleri tæt ved Arena (det gamle og meget store romerske amfiteater)

Det er måske godt her at nævne det lange stykke min guidebog havde om Norditaliens magtkampe i den middelalder. Verona havde været imod pavevældet og det havde ført dem i armene på republikken Venedig. Så er det vist forklaret.

Verona

Er du blot Romance og Elegance

Et Fristed eller et Show

Store mænd i dig har boet

Ung ulykkelig kærlighed vi kender dig for

Dyr at elske – En vilje af din egen

I kirkens kærlighed fandt du ikke behag

Fornuften kom til at herske – Under løven du stod

Du kunne ej – som din Juliet – i dvale vente på din prins

Capello og Montechi – Der var en verden til forskel

Er det smukt at dø for sin elskede?

Eller er det bedre at leve for sin by og sin slægt? 

Assisi (tirsdag)

En stor oplevelse med blandede følelser for en religiøs nordbo som mig. Jeg kom dertil meget tidligt, da jeg rejst sent aften fra Verona til Ancona og videre op i Appenninerne dybt ind i Umbrien. Så hen ved seks stod jeg og kiggede på banegårdens nærmest hellige skilt. ASSISI stod der som det var den mest naturlige ting i verden. Men det er jo var jo denne lille by at Frans af Assisi kom fra.

Men før jeg kunne bevæge mig op på bjerget hvor den gamle middelalderby ligger skulle jeg havde morgenmad. Den var traditionel italiensk – Espresso og noget der lignede danske fastelavnsboller, jeg var allerede afhængig J. Men op på bjerget kom jeg da og her er lidt af hvad jeg så i en af katolicismens mest hellige steder.

                        Broder Frans

Hej broder Frans

Jeg skulle hilse

Fra venner derhjemme

Hils ham den hellige

I Assisi

Når du når frem

Jeg ville gerne

Men hvor finder jeg dig

Ej i freskoen tror jeg

Dine disciple har givet dig meget

Rent og enkelt

Men dog templer de ejer

                        Skal jeg hilse i templet

Allernederst i krypten

Der dine rester ligger

Silicimo!!

Nu kan venner ej mere snakke

Dæmonerne sidder for tæt

I mine venner

Tilgiv mig nu

At jeg ikke jeres budskab kunne bringe

…....Han var ej hjemme!

Efter at havde været gennem de 4 lag helligdommen er i, det ender allerdybest med Frans af Assisis grav som katolikkerne vandre omkring lidt ligesom muslimerne gør det i Mekka. Om det i Assisi ikke bare er af praktiske grunde, der er ret snævert i krypten, det ved jeg ikke.

Når man kommer op af krypten bliver man ledt ud på en plads som bærer en vis lighed med forgården i Herodes Tempel (det Jesus gik i). Det er nok noget mindre, men ellers med de karakteristiske søjlegange. For enden af denne ”gård” ligger et kloster. Det ligger noget lavere ned af skråningen end selve helligdommen. Der henne stod nogle munke og forkyndte eller hjalp med de problemer pilgrimmene/turisterne nu havde.

Dem skulle jeg selvfølgelig hen og snakke med og jeg kom da også i snak med en munk der hed Michael og kom fra Canada. Jeg havde hele den formiddag gået rundt og ledt efter Ordenens hellige bøger, som bogguiden sagde skulle være udstillet i en af byens mange kirker. Det problem kunne Michael nu hurtig løse. Efter at et stort jordskælv havde ødelagt alt det indvendige i den omtalte kirke var skrifterne blevet flyttet til biblioteket hvor de nu stod samme med alle de skrifter der ikke normalt blev udstillet. Der var mange bygninger i byen der var blevet skadet af det jordskælv og de havde langt fra fået udbedret skaderne da jeg var der. Men tilbage til manuskripterne, dem ville jeg virkelig gerne se. Munken Michael var noget betænkelig ved det, men han hentede da til sidst den prior (hæng mig ikke op på titlerne) der havde ansvaret for Ordenens bibliotek. Og før jeg vidste af det var jeg sluppet gennem porten der adskiller turisterne fra klosteret og gik nu gennem det gamle kloster. Efter nogle løngange, og trapper befandt vi os i et mægtigt bibliotek, men det gik vil lige igennem og hen til en forsænket dør. Da prioren havde fået fundet nøglen frem og låst op stod vi i manuskriptkammeret. Det var en oplevelse af rang at få lov til at røre ved og kigge i de gamle manuskripter. Ret meget kunne jeg dog ikke forstå for de var naturligvis på latin, og det er ikke min stærke side. Den ældste bibel var fra det 13. århundrede og det ældste manuskript, en helgenskildring, var fra det 11. århundrede.

Prior skulle jo havde at vide hvor jeg var fra og hvad tro jeg havde. Da jeg fortalte jeg kom fra Danmark gik han ud fra at jeg var Lutheraner og begyndte straks at fortælle at den bibel vi stod og kiggede på jo var en rigtige bibel. Jeg er ærlig talt ikke overbevist om hvad han mente med det, men det hjalp nu slet ikke da jeg fortalte at jeg var et af Jehovas Vidner. Da vi stod i hjerte på et af franciskanernes hovedklostre følt jeg faktisk ikke megen trang til at gøre ham opmærksom på hvor latterlig en påstand han egentlig var kommet med, da det er helt den samme Bibel alle mennesker bruger. Prioren var blevet noget mopset over at jeg var et af Jehovas Vidner, men nu var jeg jo kommet ind, så på vej ud trak han mig hen til deres kartotek. I ved sådan nogle lange rækker af skuffer fuld af kartotekskort der stod på bibliotekerne i gamle dage. Der gik han målbevidst hen til en enkelt skuffe, det var vel hans bibliotek, og trak den ud. (I skuffe var der kun kort på bøger om Jehovas Vidner) Hvorefter han bestemt erklærede at de nok kendte os. Hvad skulle man sige til det? Det var jo dejligt for dem, men jeg følte ærligt talt at stemningen var blevet lidt trykket. Det følte munken Michael til gengæld ikke, han var glædestrålende fulgt med hele vejen, mens han hviskende havde fortalt mig hvor stor en ære det var at komme ind i manuskriptkammeret, hvilket han ikke havde prøvet før. Hele vejen ud af klostret snakke vi (Michael og jeg) om hvad det man skulle gøre for at blive præst i hinandens trossamfund. Efter jeg pænt var blevet afleveret ved porten af prioren – og havde sagt pænt tak for æren – stod vi lidt og snakkede videre. Alt i alt et meget hyggeligt møde, men det til trods sad oplevelsen inde fra helligdommen alligevel i kroppen. Så da jeg hold et lille hvil skrev jeg det følgende digt.

 En Kristen i Assisi

De nøjsomme munke kan man identificere sig med

Troede jeg

Katolikker tror også kun på Jesus

Troede jeg

Hos Frans kan der ikke være personanseelse

Troede jeg

En lille reformation i kirken

Troede jeg

Hvem mon de følger mest?

Frans eller Jesus

Hvad tænker Frans?

Hvad skatter de mon højest?

Liget eller ordet

Hvad tænker Frans?

Franciskaner eller kristen

Skulle der havde været et valg

Hvad tænker Frans?

Det er ham ikke gået bedre end hans mester

Gravlagt i kirkens tempel

En mand der selv ejede intet

Assisi som Jerusalem

Mægtig i pragt – Historisk guld

Med en kraftig bismag

Hvor finder man et gran

Ikke af kirken

Ikke af turisterne

 ….....men af sandheden?

 Ravenna (onsdag)

Hen ad aften gik turen ned fra bjergene og ud til kysten. Mit mål var Ravenna og jeg ville som sidst rejse med nattog, så sparede jeg jo overnatning. Men så let gik det nu ikke. Oppe på de kanter var der slet ikke andet end lokaltoge der gik i to retninger. Den ene vej og den anden vej. Jeg var så uheldig at tage den ene vej da jeg skulle havde taget den anden. Det resulterede i at jeg landede på Ancona banegård midt på aftenen. Ingen tog gik og søvn var der ikke meget af.

    Protest 

Hvorfor skal alting være så højt?

De snakker højt

Deres tog larmer

De stopper altid ved den perron jeg er på

De larmede ikke sådan oppe i Umbrien

Så jeg hoppede i det første tog, der gik i den nogenlunde rigtige retning. Det bragte mig til Rimi hen ved midnat. Derfra går der en slags kystbane op forbi Ravenna. Jeg havde jo været tidligt oppe og travet rundt i Assisi hele dagen så jeg ville egentlig bare sove. Hvilket jeg absolut ikke fik lejlighed til, da kysten ved Rimi er et stort diskotek. Så ind og ud vældede der med Europas ungdom, der alle havde slappet af hele dagen for at feste lige ind i mit øre.

Omkring to ankommer jeg til Ravenna, der er en hyggelig og fredelig lille by. Det var alligevel lykkedes mig at kører fra det store beachparty og træt som jeg var væltede jeg om på den nærmeste bænk på stationen godt indhyllet i min sovepose.

Næste morgen indså jeg min fejltagelse. Det syntes som om mange af de gode borgere i Ravenna skulle på arbejde med lokaltoget, så den ellers så fredelige perron var stuvende fuld. Og der lå jeg udbombet og med morgenhår på første parket.

Da jeg besindede mig så måtte jeg jo i gang med det jeg skulle i Ravenna. Den gamle kejserby tager man nemlig kun til for at se på byzantinsk kunst. Og det var hele turen værd. Tid til eftertanke og digtning var der dog ikke i turistmyldret og denne dag skulle ikke ende som den foregående. Så hen på eftermiddagen stod jeg på toget til Venedig.

Jeg kom til Mestre (byen inde på land) om aftenen og skyndte mig straks ud til en af Jehovas Vidners lokale Rigssale. Hjemmefra havde jeg nemlig søgt oplysninger på de engelske menigheder af Jehovas Vidner i de byer jeg påtænkte at tage til. Og selv om der var lidt længere at gå end den flinke mand på stationen havde sagt så kom jeg dog derud i god tid før bibelkredsen begyndte. Så et eller andet sted i Venica Mestre traf jeg den lille engelske menighed af Jehovas Vidner i Venedig.

Venedig (torsdag)

Næste morgen vågnede jeg ved at larmen på Grand Canal blev større end de busser der havde sejlet der om natten. (Ja, i Venedig er der busser som alle andre steder, her bruger de bare vandvejene). Nu var jeg ved at være dreven i at sove rundt omkring og tog derfor mod til at opleve Venedig fra en hyggelig baggård hvor jeg diskret havde plantet min sovepose lige ud til byens største kanal.

Efter at havde opsøgt min morgenmad i en hyggelig oste(?)butik hoppede jeg på bussen ind til Markuspladsen. Jeg havde på det tidspunkt allerede faret vild to gange, men det skulle blive til mange flere gange på en dag med høj solskin og højt humør. Man kan ikke være andet end glad i Venedig når solen skinner, havet er blåt og duernes lort ikke har ramt en. J

Hvad kan vel stikke at sidde på Markuspladsen og digte med en god kop espresso foran sig.

 Espresso

Markuspladsen i solskin

Markusløven i solskin

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Duer i tusindtal

Turister i tusindtal

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Venezia centrale

Commercia centrale

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Kirker for millioner

Falmer for millioner

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Skønhed fra Venezia

Skønhed fra jorden

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Søjler fra havet

Byen til havet

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Glasset er det bedste

Pladsen er den bedste

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Se den nu – Den synker

Hør den nu – Den synker

Føl den nu – Den synker

Lugt den nu – Den synker

Smag den nu – Den synker

Er det blot den der synker?

Verden den synker

Espresso

Saint Marcus

Espresso

Jeg overvejede at prøve gondolerne, men det var ligesom ikke rigtig passende når jeg nu gik helt alene rundt i denne havets perle. Det må vente til den dag jeg kan dele den med en yndig person af det modsatte køn. Så i stedet gik jeg på indkøb og det må nok siges at være stedet til den slags (halskæder og tørklæder i dette tilfælde). Jeg husker ikke hvor mange gange jeg farede vild, men nogle stykker har det vel været. Pludselig var jeg ved et rent tilfælde tilbage på Markuspladsen. Jeg satte mig nedenfor Markusløven med pen og papir. Og den fortræffelige dag fik jeg, i al beskedenhed naturligvis, en vision.

A Vision 

To you came a vision of celestial light

Do you know visions, brother Mark?

Now we will not say how it made the world more bright

This is a whole other vision from God, brother Mark

A vision as clear as a pearl that shines through the night

Did you ever see that sort of vision, brother Mark?

A vision as beautiful as Venice

Yes – even more I think

Venice has found its vision by the sea

A vision with blue eyes I can see

They rejoined with a ring every year

Those two have shared more than one tear

But I know the eyes of my vision to be more beautiful

Than those of the Sea making permission for a Tyrant

Do I hear the old roman cry?

Bon Jovi ne bon Kovi

…………..…Is that the truth – Or just an ancient lie?

The eyes of my vision is more beautiful

Than those of the city seeing the ocean raise

I guess we forgot your word, brother Mark

That is not the way my vision would praise

My vision is more fair

Than your place, brother Mark

I do know this place is rare

With music and birds – Your lion has style

 ……….…….But have your ever seen a vision smile?

You have birds of peace that honors the sun

But not even a thousand ones

Would honor it as a vision would have done

A vision is worth more than the purest gold

It brings joy to the heavens of God

It brings out the hope to every soul

That a vision likes this is not the highest to reach

I know that, brother Mark

When it shines over all is it a hard thing to teach

Even more rare than a vision

One is that becomes true

You can only to God bring petition

I have kinsmen to whom it became real

It brings great happiness to my life

I do pray for their earnestness and zeal

May they treasure their pearl very high

Not forgetting what they have

Because if so the vision silently die

I have seen visions that was hard to bare

But a vision that is real is so very rare

That is not for all men to see

..……………..…….Not every life has a vision-to-be

Your lion has been a vision for long

For better and for worse, brother Mark

How does a vision become and stay so strong?

Your lion is not as fair as a vision-to-be

But still it have been magnificent, brother Mark

Under your lion to bend my knee

Listening to sounds from over the Sea

…..Listening to the cry of visions that may never be

Hvis man skal nævne noget dårligt ved dagen kunne det være at jeg ikke fik lejlighed til at se Markuskirken indefra. Derinde skulle evangelisten Johannes Markus ligge begravet. (Deraf navnet på pladsen) Engang i middelalderen blev hans kiste bortført fra Alexandria (af frygt for muslimerne) og bragt ombord på en Veneziansk kogge. (Endnu engang den historiske baggrund fra min fortræffelig guidebog)

Der var en alenlang kø udenfor så jeg stillede mig tålmodigt til at vente. Og vente det kom jeg til, lige til jeg var nået så langt frem i køen at nu var det min tur til at blive sluppet ind. Lige i det øjeblik lukkede man kirken fordi der var nogle pilgrimme der skulle havde ro til at bede. Jeg ved ikke hvad de sagde det hed, men jeg kalder det personlig forfølgelse.

Men det her er i hvert fald et øjebliks billede fra Markuspladsen. Jeg begyndte nemlig at skrive det da jeg stillede op i køen og sluttede da kirkedørene blev lukket for næsen af mig.

 The View 

Venice in the light of the falling sun

Crowed with tourists

Is that good or bad?

I reckon

That depends on what view you had

Pigeons in great numbers

Are they presenters of peace

Or just producers of stools?

I reckon

That depends on what view you had

The Adriatic sun

A blessing of heat

Or a burner of skin?

I reckon

That depends on what view you had

Standing in line to the Grave

Closing just before you reach it

Justice?

I reckon

That depends on what view you had

I know the guy

It is a friend of a friend

That ought to matter

I reckon

That depends on what view you had

I have read his word

Follow his duex

Shouldn’t that count?

I reckon

That depends on what view you had

Den aften havde jeg fundet mig et vaskeægte nattog til Wien. Da det var omtrent halvvejs til Hannover, hvor jeg skulle mødes med Frank lørdag morgen, sprang jeg sporenstregs på det. Det havde været en vidunderlig afslappet dag i byen der har vand i gaderne. Hvad man sikkert også kan se af mængden af digte.

Den togkupe jeg kom ind i var beboet af nogle usædvanlige hyggelige mennesker. Dem der sad nærmest mig var et par afrikanske skomagere der arbejde i en lille by, som jeg har glemt hvad hedder, men den ligger ude i det samme deltaet som Venedig. Desværre fik jeg ikke deres adresse før vi faldt i søvn og da jeg vågnede i Wien var de stået af, de skulle nemlig skifte i Linz. Ærgerligt, men det kan vel kaldes en lærestreg.

Wien (fredag)

Hvis jeg ikke af princip er politisk neutral ville jeg på denne dag havde blevet en glødende tilhænger af Euroen. Jeg stod nemlig, som sædvanlig, meget tidlig på en banegård. Problemet var bare at det overhovedet ikke var i Italien. Så de ville ikke kendes ved min lirer og at tage mod Visa havde de på ingen måde lært, og det var endda på Wiens Vest-banegård. Jeg skulle kun være i Wien i små ti timer, så jeg vred mig lidt ved at skulle til en bank, der er nemlig et farligt gebyr hvis man hæver i banken i stedet for at betale direkte med kortet i butikken. Men her hjalp ingen kære mor, så til banken gik lille jeg. De stenaldermennesker skulle selvfølelig ikke slippe ustraffet, så da jeg havde fået købt morgenmad med deres lokale valuta (som jeg helt principielt glemte navnet på da jeg forlod Østrig senere på dagen) fik jeg luft for min vrede.

Bondeland

Könnte ich mit meiner Kreditkarte bezahle?

Nein – Wie so?

Bondeland!!

Bønder har charme

Tingene er billige

Bondeland!!

Er det her Østeuropa?

Nej det er mere moderne

Bondeland!!

Hvorfor stemme på en racist?

Gå til Wien og du vil forstå

Bondeland!!

...I det mindste så sidder man ned på deres toiletter

Nu var dagen jo ikke begyndt godt, men vejret var pragtfuld og jeg havde aldrig før været i kejserstaden Wien. Østrigs vælgere havde på det tidspunkt stemt et meget fremmedfjendsk parti i deres parlament. Og med den modtagelse jeg lige havde fået begyndte jeg at forstå sammenhængen. Så i sporvognen ind til midtbyen skrev jeg lidt om hvad jeg passerede godt blandet sammen med mit dårlige humør.

 Umsteigen Bitte

Die Hauptstadt des Mitteleuropas

I landet der ikke kan lide andre end dem selv

Long live the UCK

Verona havde ekstra baner

Wien har spor af jern

Umsteigen Bitte zum U­-4

(respekt?)

Spor i natten

Bringer forandring til morgenlyset

It is no more: Escuzo

En lille by der tror den er stor

En by der vil mere end sit land

Umsteigen Bitte zum 95AAAAAAH

Ein neues Land

Eine neue sprach

Nicht alles verstehen

Ein alter Hausfrau

Nach Maria von Siegel

Verden har så mange katedraler

Men helt grim er den dog ikke

Gotisk – javel

Men med himmelstræbende charme

Jeg var med en sporvogn

Hvor forsvandt den hen?

Nu er jeg med U-Bahn

Vognen er den samme

Over jorden som under

Wien, Sie haben Charme

.......Umsteigen Bitte!!

Ja skønskrift er det vel ikke, men det hjalp da på humøret. Da jeg nåede ind centrum havde det gode vejr og de smukke omgivelser gjort deres virkning, som man da også kan se på digtet.

Wien er Wien på godt og ondt. Det er sådan en slags Tyskland, men på den italienske måde. Og kejserslottene er med rette berømte for deres haver. Kronjuvelerne er både imponerende og elegante og hele byen emmer af Wienerkongressens dage (tilbage i det 19. århundrede – God guidebog).

Min gamle Farmor er meget glad for chokolade og jeg ville jo gerne havde noget rart med hjem til hende. Og hvad kan være mere autentisk end Mozart-kugler købt i en rigtig wiensk chokoladebutik. Det var såmen den samme slags som vi kan købe herhjemme, men der her var altså købt i Wien. Mere om de Mozart-kuglerne senere

Noget andet Wien er berømt for er deres kaffe. Nok havde jeg set lyset og var blevet omvendt til den italienske espresso, som jeg stadig vil foretrække til hver en tid, men Wiener Melange er nu heller ikke sådan at foragte.

Jeg fandt også en lille restaurant der serverede traditionel Wiensk mad. Maden i Wien er meget…….Meget østrigsk. Desværre er jeg mig ikke i stand til at komme nærmere ind på det. Min store begejstring kan måske også skyldes at jeg ikke havde fået så meget at spise de forgående dage (Er spis alt hvad du kan buffet ikke en dejlig ting J)

Efter sådan at havde fundet mig til rette i Wien satte jeg mig særdeles veltilpas på et lille torv med ryggen til en vandkunst og nød solskinnet. Og på det lille torv fandt jeg ud af hvad Wien egentlig handlede om. Så her er et billede af torvet eller snarere hvad jeg oplevede i Wiens hjerte.

Kleine Stadt

Der Kaiser lebte in dich

Kleine Weltstadt in der Mittel

Er machte dich schön

Er gab dich Kraft

Aber viele Menschen lebten in dir

Warum vergesst du Franz Josef nicht?

Ihr hat ein kleiner Mann vergessen

Kleine Stadt mit der groβe Charme

Du bist speziell

Du vergisst nicht was andere vergaβ

Und vergesst was andere erinderen

Ich wünschte

Das du nicht alles vergibst

Aber immer erinderen

                                                   

På det torv mødte jeg for første gang rigtige amerikansk turister. Et ærkeamerikansk ægtepar. Jeg talte aldrig med dem, men det behøvede jeg heller ikke for at vide de var amerikaner. Kan man andet end at elske dem?

Alex and Vienna

Alex, Alex

Do you know where we are?

We are here!!

I wonder is that the end or the beginning

“Here” could be the start

But also the end

Where are “here”

Vienna

Where are you?

At the start

Or the end

Or just caught in-between?

A little of the future

A lot of the past

How much are left for the present?

Til vores udelte fornøjelse så vi senere på rejsen mange flere amerikanere. Men nu var jeg parat til at komme på Verdensudstilling. Og selvom digterisk ensomhed havde været meget hyggeligt en uges tid så savnede jeg nu alligevel Frank.

Verdensudstillingen (lørdag)

Turen med nattoget til Hannover gik glat indtil de lige pludselig sagde. ”Næste station – Verdensudstillingen” Ja de sagde de naturligvis på tysk, men jeg kan ikke huske hvordan det lyder. Ifølge togplanerne skulle vi først havde været i Hannover 10-20 minutter senere, så jeg var slet ikke forberedt til at stå af. Men af skulle jeg jo, så kort efter stod jeg i nogle meget tynde shorts på en hundekold perron og undrede mig over hvor byen Hannover egentlig var.

Jeg fandt hurtig ud af at Die Bahn aldeles ikke havde kørt udenfor tidsplanen, det tog jeg lige havde stået af ville kom helt rettidigt frem til Hannover station, nu stod jeg så bare af ved den særlige og meget spartanske station til verdensudstillingen noget før Hannover hovedbanegård.

Der stod jeg så og frøs, havde ingen Dm-mark og der var 2 timer til noget som helst åbnede og til at Frank ville komme nordfra. Nu var gode dyr godt nok rådne, hvad skulle man gøre?

Jeg besluttede mig meget hurtigt til at stifte bekendtskab med Hannover lokalbane. Disse tog har nemlig den store fordel at de har varme og toiletter. Min meget hurtige beslutning, ledet af den ganske uforskammede lave morgen temperatur, ledte mig snart velbarberet og omklædt ud i Hannovers absolutte forstæder. Trods det absurde i at sidde der på en soveby station og vente på tog fandt jeg dog løsningen helt til min tilfredshed, nu var nemlig iklædt nogle varme cowboybukser. Godt nok undrede Frank sig lidt over hvad jeg havde lavet, men vi blev dog ikke mere forsinket end vi kunne stille os op i køen og vente på at udstillingen åbnede. Køen var meget lang, men nu var det jo hellere ikke nogen helt almindelig udstilling.

Hvad er det så lige man udstiller på en verdensudstilling? Ja det ligger faktisk lige til, man udstiller verden. Eller rettere sagt, hvert land udstiller det de er stolte af, vil sælge eller lige har fundet på. De lande der har råd og lyst bygger selv en pavelion, de variere i størrelse fra en større boligblok til et normalt parcelhus. De lande der ikke bygger selv har en stand i en af de mange haller, der så er delt op efter verdensdelene. Enkelte lande, som de fleste polynesiske østater, finder sammen om at lave en stand. Ud over det udstiller mange firmaer, kirker og organisationer selvstændigt og der er også et væld af temaudstillinger a la: ”hvor er vi på vej hen? Har vi været der før? Hvordan komme vi der og hvad skal vi lave når vi er der?

Hele udstillingen var på størrelse med en mindre dansk provinsby og havde egen svævebane. At den var så stor gik desværre først op for os noget sent, omkring 6 timer henne i besøget da huden på vores fødder begyndte at forsvinde. Men vi havde bestemt at vi ville se hele udstillingen på kun en dag.

Hele udstillingen kan man ikke se, hellere ikke hvis man var de i flere dage, men vi kom faktisk rundt overalt og nåede derved vores mål.

Vi var der fra der blev åbnet om morgenen og til efter fyrværkeriet om aftenen. Mere end 15 timer og der var ikke mange pauser. Aldrig i mit liv har jeg stået i så mange køer og aldrig før har jeg så uforskammet fundet måder at komme udenom dem på.

Så hvad lavede vi:

·         Vi startede i Afrika hallen

·         Kunne ikke komme ind i Emiraterne, en emiren var på besøg

·         Gik gennem Jordans ørkensand

·         Blev bondefanget af pinsebevægelsen (tog ½ time af vores tid)

·         Zigzaggede os gennem øst og syd Europa

·         Blev indfanget af den ungarske træstak’s skønhed

·         Så hologrammer i Danmark

·         Festede i Honduras (Mellemamerikas Hal)

·         Legede pindemænd i Brasilien

·         Var til bøn i Mellemøsten (Asiens Hal)

·         Mens at vi dansede stammedanse i Polynesien

·         Smagte yakpis i  Laos
       (de kaldte det godt nok øl, men det nægter jeg at tro på)

·         Så fremtidsvisioner i Planet of vision (Temahall 9)

·         Hastede gennem Rumænien (flot bar ellers)

·         For at komme til den internationale spejderbevægelse
       (det var et stort indianertelt, så vi troede det var indianere – Skuffende!)

·         Så det ældste billede af Jesus ved den Hellige Stol

·         Kårede en NGO miljøbevægelse til vores personlige bedste pavelion
       (Det var en noget råt træ bygget op som en udsigtsplatform og med en bidragsbøsse opstillet i midten. Et enkelt budskab J)

·         Så kommunistiske kinesiske rumstationer og fik  hilsner på rispapir

·         Så på boomeranger i Australien

·         Købte vores aftensmad i Pakistan

·         Men spiste den godt nok et eller andet sted i Centralasien

·         Og meget meget mere………

Bagefter følte vi os en smule trætte og da klokken var over 23 tænkte vi på at komme videre til Italien (altså det rigtige og ikke Italiens udstilling, den havde vi set og vi var skuffede – meget skuffede. Tag lige og gør det bedre næste gang ikke!)

Så vi slæbte os på vores nu følelsesløse fødder tilbage til stationen for at tage det første tog i sydgående retning.

Og der holdt da også et tog der skulle til Rom, men uanset hvor meget vi diskuterede med konduktøren fik vi ikke lov til at komme med. Så sidste tog med destination på den anden side af alperne kørte lige forbi vores snuder. Det viste sig nu at være godt nok, for vi fandt snart ud af at det var et Eurostar tog, så hvis vi havde hoppe på den havde vi måttet betale et Zuuslag på 50 Dm hver.

Det her med Zuslag skal jeg lige forklare. Det er helt sikkert stavet forkert, men det var sådan konduktørerne i Tyskland sagde det. ”Zuuslag – Bezahlen Bitte!” Det betød at man havde taget et tog Die Bahn i sin uendelig visdom havde besluttet at interrail billetten ikke gjaldt til. Og det var næsten alle gennemgående tog det gjaldt for, så når man hørte denne lyd måtte man pænt ryste op med 8 Dm. Med undtagelse af Eurostar toget, der, som vi senere fik at vide, var noget dyrere.

Men der stod vi så ufattelig trætte og havde kun mulighed for at nå tyske byer (mod betaling af standard Zuslag) hvilket vi ikke lige var i humør til. Så vi besluttede at det kunne være lige meget. Disse tyskere skulle ikke tro at de kunne flå os! Næste morgen, der da kun var 7 timer væk, gik der et bumletog hele vejen til Milano – Og det ville vi tage, så kunne de ellers havde det så godt med deres zuslag og det hele. Da vi havde besluttet det lagde vi os til at sove på perronen i vores soveposer.

  

Bumletoget (søndag)

Næsten morgen gik vi i bad, på nogle  banegårde er der forretninger der specialisere sig i at sælge den slags, som det ikke nødvendigvis er sædvanen man tager sig hver morgen på en interrailtur, mere om det senere. Vi fik også købt proviant ind og så var vi ellers klar til at stå på den direkte bumleforbindelse til Italien med stop på alle stationer. Og når jeg siger alle stationer mener jeg alle stationer. Man kan kun helt fornemme hvor mange det er hvis man selv har taget turen sydpå gennem Schwarzwald, Schweiz ,over alperne og ned i Norditalien. Det gode ved denne forbindelse var at vi slap for enhver form for zuslag, det dårlige var at det tog en hel dag før vi var i Milano.

Nu var det selvfølelig ikke fordi vi var så meget oppe på dupperne den dag. Vi kunne føle eftervirkningerne fra den forrige dags ræs gennem Verdensudstillingen. Så vi okkuperede en hel kupe for os selv. Det var ikke så svært da vi helt sikkert var de eneste der var dumme nok til at køre helt til Italien med stop ved hvert et trinbræt undervejs.

Og selv om det var meget afslappet sådan at halvsove til togets vuggen så er det altså ikke noget man kan bruge en hel dag på. Så da vi var nået midtvejs gennem Schwarzwald (eller hvor vi nu lige var, det var i hvert fald en stor skov) fik vi nok af det. Så hvad skulle vi så?

Jo, som Jehovas Vidner er vi jo vandt til at banke på folks døre og snakke med dem om religion og Gud. Eller hvad folk nu har brug for at snakke om. Så det var ved et tilfældigt trinbræt der gik et lys op for os. Det havde vi da aldrig prøvet i sydtyskland! Men nu var det jo vores ferie så vi bestemte at folk for en gang skyld kunne få lov til at komme til os, der skulle vel være rimelighed med galskaben J Ideen viste sig faktisk at være god. Vi talte om Guds Rige med adskillige hele vejen gennem Schwarzwald. Der var særlig en katolsk dame der bestyrede et kurhotel i området. Hun var med nogle få stop, fra sin ældre mor og hjem til kurhotellet. Damens mor var ikke særligt rask og det bekymrede hende. Trods et ikke helt flydende tysk lykkedes det dog Frank at trøste damen med Bibelens håb om et paradis.

Selv om det var et bumletog så kom vi dog fremad, bjergene blev højere og snart var vi på vej ind i Schweiz. Ved grænsen holdt vi et stykke tid og vi blev ærligt talt lidt bekymrede da en gruppe mænd med maskinpistoler begyndte at gennemsøge toget. Uniformerede mænd med maskinpistoler i alperne giver mig kuldegysninger - nå jeg har nok set for mange film. Os var de ikke interesseret i, men snart kom de slæbende med en meget tynd afrikaner som de hårdhændet smed ind af en dør på stationen. Efter denne ret uhyggelige oplevelse kørte toget os ind in Schweiz.

Det var jo søndag og hvad laver man på en normal søndagen? Man kunne for eksempel gå i kirke! I vores version studere vi blandt andet en artikel i Vagttårnet i vores rigssal hver søndag. Så da vi nu alligevel legede hverdag, rullende gennem Europa, skulle vi da også havde et vagttårnstudie. Vi havde bare et problem – Vi havde kun et dansk og et engelsk eksemplar af det vagttårn der blev studeret den søndag. Men da det i forvejen havde været en sjov dag lod vi ikke det stoppe os. Jeg tog den engelske version og talte kun engelsk og Frank tog den danske version og talte kun dansk. Det sad vi så og havde det hyggeligt med helt alene i vores kupe – Lige indtil vi var halvvejs igennem. Så kom der et yngre par ind i kupeen. Nu var det jo ikke vores skyld at de var kommet ind og vi var som sagt midt i vores ”søndagsmøde” så vi lod os aldeles ikke forstyrrer. Det kan dog godt være at de har tænkt vi var noget forstyrrede sådan som vi talte to forskellige sprog til hinanden. Da vi havde sluttet vores ”møde” på værdig vis med bøn (det er ikke sjovt at lege hvis man ikke føre det helt ud) hilste vi naturligvis på de ”gæster” der var kommet for at ”overvære” vores søndagsmøde (Møderne i vores rigssale er offentlige så det var der her selvfølelig også). Vi opgav at forklare det syn der havde mødt dem da de kom ind i kupeen, men præsenterede os da som Jehovas Vidner. De var faktisk et meget hyggeligt par fra Sydafrika, som studerede på en klovneskole et sted i Schweiz. De stod af i den by hvor skolen er, men jeg har glemt navnet.

Meget kan man sige om bumletog, men man møder mennesker på en anden og mere afslappet måde. Rimelig udhvilede og tilfredse stod vi af på endestationen i Milano. Vi var sikre på at vi havde ydet vores til at den tur med bumletoget var blevet lige så sær og menneskeligt udfordrende for de andre passagerer som den havde været for os.

Som vi stod der på perronen havde vi kun et problem: Det er ikke særligt fedt at stå i en ny by klokken seks om aftenen når man er på lyntur gennem Sydeuropa. Så vi hoppede på det første og bedste tog til Rom.

Her skal lige indskydes et godt råd til interrailere. Når du pakker din bagage er det meget vigtigt at huske hvor brede dørene er i de toge du planlægger at tage med. Generelt skal man ikke pakke noget i sin rygsæk der er bredere en rygsækken selv. Tro mig, jeg har lært det på den hårde måde. Min sovepose var præcis 5 cm for bred til togdøre. Det kan man godt blive træt af i længden.

Nå, men mens jeg har brokket mig er vi på vej til Rom. Vi har selskab af en hurtigsnakkende italiensk mand og en meget italiensk ældre dame (sådan en med sort kjole og tørklæde I ved nok). Desværre kunne den italienske herre kun snakke italiensk og det kan vi ikke. Heldigvis lod han sig ikke mærke med de sproglige problemer men talte lykkeligt videre mens han uddelte mad og vand fra en nærmest uudtømmelig sportstaske han havde med. Den ældre dame ville jo gerne vide hvad vi var for nogen gutter, men igen kom sprogbarrieren i vejen. Da vi forklarede så godt vi nu kunne at vi var på vej til Rom (hvilket når man ser tilbage egentlig var lidt tåbeligt da toget jo kun kørte i den retning) gik der et lys op for hende. Med eftertryk sagde hun: ”In Roma – Il Papa” og så var den sag uddiskuteret. Vi opgav snart at forklare hende at vi ikke var katolikker intet kunne trænge igennem ovenstående udtalelse. Da vi var på vej væk fra Rom dagen efter fik denne oplevelse mig til at skrive næste digt.

Roma

Den evige stad

Lidt fortumlet du står

Roma et mundi

Mon du selv de ord forstår

In Roma

Il Papa

Evigt er meget længe

Er 2500 år nok?

Du er skabt af manges arbejde

Du har båret mangt en stemme

In Roma

Il Papa

Et hedensk Rom sig hævede

Nogle påstår at det forsvandt

Den gamle dame ler

Evigt er ikke nem at overvinde

In Roma

Il Papa

Forum Romana

Smukt selv nu

Dine templers ruin om skønhed taler

Kun kirkens modernisme skæmmer

In Roma

Il Papa

Du har båret dig selv i triumf

Evigt har du inkorporere

Du kan overvinde alt

Vil du selv Jesus assimilere?

In Roma

Il Papa

Fortsættes.........